Når man vokser op på Bornholm kan man godt føle, at man er rimeligt afskåret fra resten af Danmark. Hvis man kigger på et verdenskort, så er det ikke svært at forstå: Bornholm ligger trods alt et stykke væk fra fastlandet. Hvis man ikke havde styr på sin geografi, så kunne man let tro, at Bornholm var en del af Sverige frem for Danmark. Øen ligger trods alt tættere på svenskerne end på danskerne. Det har heller ikke altid været lige let, at komme fra Bornholm og ud til resten af Danmark. Det har samlet set opbygget en slags mental afstand, hvor os Bornholmere har følt, at Danmark var meget langt væk.
Jeg har selv set, hvor stor betydning denne mentale afstand har. De mennesker jeg er vokset op med har altid været i to kategorier. Der er dem, der ikke kan fordrage at være ?fanget? på Bornholm, og meget tidligt har planer om at flytte væk. De drager ofte til fastlandet når de starter på Gymnasiet, eller lige efter, at deres gymnasielle uddannelse er overstået. Den anden kategori ser Bornholm som centrum af verden, og har absolut ingen planer om nogensinde at udforske verden udenfor. De vælger en uddannelse og en levevej der giver mening indenfor Bornholm. Der er på intet tidspunkt planer om, at skulle flytte mere end et par kilometer væk, fra der hvor de voksede op.
Jeg følte mig ikke rigtigt hjemme i hverken den ene, eller den anden, kategori. Jeg elskede Bornholm, og havde lyst til at studere der, så længe det gav mening. Men jeg kunne ikke lide at begrænse mig til Bornholm: ikke hele livet i hvert fald. Jeg så mig selv som Dansker: ikke som Bornholmer. Jeg arbejdede derfor hårdt på, at udvide mine visioner for fremtiden, så de inkluderede hele landet. Jeg forsøgte med andre ord, at mindske den mentale afstand, imellem Bornholm og resten af landet.
Men jeg studerede på Campus Bornholm begyndte jeg derfor at kigge på jobannoncer fra København. Der var langt flere jobs i hovedstaden, og de betalte betydeligt bedre, end de lokale jobs. Jeg havde samtidig en fornemmelse af, at hvis jeg ikke fandt mig et job udenfor Bornholm, så ville jeg ende med at sidde fast på øen resten af mit liv.
Men det er svært at få sig et job, uden at møde op til jobsamtaler. Så jeg begyndte at tage en bus fra rønne til københavn én gang om ugen, så jeg kunne tage til jobsamtale. De ugentlige køreturer til København hjalp faktisk gevaldigt med, at mindske den mentale afstand. Pludseligt kunne jeg tydeligt mærke, at København kun var en enkelt bustur væk! Planen lykkedes, og jeg var ansat i København samme dag, som jeg afsluttede mit studie på Bornholm.